torsdag den 13. december 2012

Julehilsen


Kære alle

Der er sket meget, siden vi sidst skrev på vores blog. For det første er det blevet vinter i Israel... Temperaturen her i nord er faldet til 12-15 grader, det regner og det blæser. Typisk dansk sommervejr... :)

I korte træk, så har vi haft besøg af en hel masse familie i løbet af hele oktober måned, i november afsluttede vi vores første elevhold på skolen, sidst i november flyttede vi så ind i vores nye hus og vores nye skole og nu er vi så i gang med at indrette dette store hus på lidt over 700 bolig m2.


"Elevfløj" til venstre. "Undervisningsfløj (inkl. vores lejlighed) til højre.

FANTASTISK udsigt fra skolen over sydenden af Genesaret Sø og Jordandalen. 

Elevfløjen i eftermiddagslyset...

"Vores" hus...

Vinduerne fra vores stue mod vest.

Vores aftenudsigt - toppen af Taborbjerget kan anses lidt til venstre for midten.

Der har været mange frivillige danske venner af huset hernede i løbet af efteråret for at hjælpe med byggeriet og med samling af møbler, opsætning af hylder osv. – og her de sidste 2-3 uger har vi haft travlt med at flytte den ”gamle” skole, sortere ting, sætte ting på plads og gøre alt klart, inden vi kan byde en masse gæster velkommen til den officielle indvielse af ’Det Danske Hus’ i starten af januar. Til indvielsen kommer en masse lokale venner af huset, en masse gæster fra Danmark og bla. også den danske ambassadør i Israel. Det glæder vi os meget til.

Det er utrolig spændende og fantastisk at være med til alt dette omkring ’Det Danske Hus’ – men på samme tid har det også været hårdt, da det har krævet mange arbejdstimer… så vi glæder os til vi er færdige, så vi kan holde lidt ”juleferie” inden indvielsen.

Som I kan høre sidder vi ikke stille, så derfor går tiden også bare derud af - vi kan slet ikke forstå, at vi allerede har boet hernede i 3/4 år. 

Den 23. januar byder vi så 20 nye elever velkommen på skolen til et 4 måneders ophold. Det ser vi meget frem imod, fordi vi havde en skøn, skøn tid med forrige elevhold her i efteråret. Der var 14 dejlige elever og det var så fedt, at være på ture med dem, undervise dem og herigennem lære dem at kende. 

Sidste tur med Efterårshold 2012. Sejltur på Genesaret Sø.

Birk er nu kommet rigtig godt i gang i sin børnehave. Der har både været gode og dårlige perioder siden han startede – men nu synes vi, at han er inde i en rigtig god periode, hvor han leger godt med de andre børn, udvikler sig på flere måder og langsomt lærer han nye hebræiske ord og vendinger. Til tider er det helt sikkert meget svært for ham, at han ikke kan udtrykke sig overfor de andre i børnehaven. Så når han kommer hjem, er der ofte meget, der skal udtrykkes og fortælles – og krudt der skal brændes af. Vi er meget taknemmelige for, at han så glad og positiv en dreng – og vi tror og håber, at disse oplevelser kan være med til at opbygge ham og gøre ham til en stærk dreng.

 
Far og søn under sidste tur til stranden sidst i
november. Mor og datter på udforskning i den historiske by Akko.

Iben er kommet op at gå og er en meget nysgerrig 1 år lille pige, der nyder at være sammen med alle disse danske unge, som vi har haft her i efteråret. Hun er stadig hjemme ved os og det bliver hun ved med indtil videre. Vi nyder, at vi har så meget tid sammen med børnene og kan se dem udvikle sig hele tiden. Vi er glade for, at de trives hernede for det er trods alt det vigtigste.  

Laura og mig nyder fortsat livet hernede. Det er utrolig spændende, at bo i en så anderledes kultur – og så i særdeleshed i en mellemøstlig kultur med alle de forskelligheder, som man finder her. Selvom jeg elsker dansk mad - og i særdeleshed julemaden, så er jeg blevet helt vild med maden hernede...  Især på gode arabiske restauranter hvor de serverer diverse humus, falafel, oliven, salater og så en overflod af grillet kød osv... 


Vi har fået lov at ansatte en dansk pige, som skal hjælpe os med nogle af vores praktiske opgaver på skolen det næste halve år. Det skulle så gerne betyde, at vi forhåbentlig kan bruge mere af vores tid sammen med eleverne mm. I første omgang er hun ansat indtil næste sommer men forhåbentlig kan vi få lov at forlænge med hende et halvt års tid mere herefter. Hun hedder Lone og har boet i Israel det sidste års tid. Vi er super glade for, at vi har kunne få lov at ansætte hende!

I Israel fejrer man ikke julen, da jøderne som bekendt ikke anerkender Jesus som Messias. Men i denne uge har de deres store lysfest, Chanukka, hvor børnene har fri og hvor det fejres i de jødiske hjem.

Julen bliver forholdsvis stille for os i år. Vores lille familie skal holde jul med Lone her i dette store hus – det skal nok blive hyggeligt. Under flytningen fandt vi et plastik juletræ, som nok skal komme til at pynte i vores stue juleaften. Lones bror har også lige været på besøg hernede og han har ”smuglet” en flæskesteg, bacon, leverpostej osv. med i kufferten – så det lader til, at det bliver en klassisk dansk julemiddag. SKØNT!



Som I ved, var der jo krig i Gaza i november måned. Det var heldigvis ikke noget, som vi mærkede noget til her i det nordlige Israel – så vi har ikke tænkt så meget på det i det daglige, udover at det naturligvis har fyldt meget i medierne samt hos vores israelske venner og naboer. Men så igen, de er vant til, at der ofte sker sådanne ting, så hverdagen fortsætter ufortrødent for alle os, der ikke bor i nærheden af Gaza.

Som I kan høre, så er vi ved at være klar til et nyt og spændende år forude – med flere store oplevelser, nye venskaber og en masse god kvalitetstid med børnene. Som familie har vi desværre ikke været så meget rundt i Israel endnu men et par ture til Jerusalem og middelhavskysten er det da blevet til. Her kommer lige et par billeder:
På strandtur ved Netanya - samtidig med besøg i IKEA (meget hjemmeligt - de havde karrysild!)




På tur ved en lille kilde nær ved Tiberias...

På tur i den gamle by i Jerusalem - med Lone.

Glædelig jul - med ønsker om et godt og velsignet nytår til jer alle!
Familien Olin Nygaard


PS: Her kommer lige lidt flere billeder fra vores nye hus... I skal alle være hjertelig velkommen til at besøge os :) !

Et par billeder fra vores indflytterfest på vores terrasse. På billedet ses det sidste arbejdsteam, som rejste hjem til DK sidst i november.

Tøserne i køkkenet

Ungerne fik sandkasse :) Stor jubel...

Haven skal nok blive rigtig fin!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar